5356 0242
·
Mandag - fredag 08:30 - 16:30

Vores værdier

Udvikling, afklaring og fastholdelse i arbejdslivet er kernen i Laboros arbejde. Vi hjælper mennesker videre med afsæt i det, der giver mening for den enkelte – og med respekt for både livssituation, tempo og muligheder.

Med mere end 30 års erfaring har vi lært, at holdbare løsninger skabes gennem relationer. Derfor bygger vores indsats på nærvær, tillid og tæt dialog. Vi tager os tid til at lytte, forstå og følge borgeren hele vejen og tilrettelægger individuelle forløb, hvor faglighed og menneskelig indsigt går hånd i hånd.

Social profil

Hos Laboro ser vi socialt ansvar som en naturlig del af det at drive virksomhed. Den rummelighed og ansvarlighed, vi efterspørger hos vores samarbejdspartnere og i vores netværk, efterlever vi også selv i hverdagen.

Vi tror på, at der skal være plads til forskellighed og til mennesker med forskellige forudsætninger. Derfor har vi erfaring med at ansætte medarbejdere på særlige vilkår, herunder fleksjob, socialt frikort og førtidspension. Derudover tager vi løbende imod praktikanter og studerende.

For den enkelte medarbejder handler inklusion om at finde den rette balance mellem hensyntagen og mulighed for udvikling. For arbejdsfællesskabet betyder det et miljø med engagement, forskellighed og plads til både faglighed og humor.

Mangfoldighed

Laboro ønsker, at sammensætningen af medarbejdere afspejler samfundets mangfoldighed. Vi ser forskellighed som en styrke og som en forudsætning for et levende og bæredygtigt arbejdsmiljø.

Forskelsbehandling på baggrund af etnisk oprindelse, religion, kultur, køn, alder eller andre personlige forhold accepteres ikke – hverken i forhold til medarbejdere eller ansøgere. Alle opfordres til at søge stillinger hos os, uanset baggrund.

Vi er samtidig åbne over for fleksible løsninger, herunder nedsat arbejdstid, når det bidrager til trivsel og fastholdelse – særligt for erfarne medarbejdere.

Arbejdsfastholdelse & integration

Hos Laboro er arbejdsfastholdelse og integration en integreret del af vores sociale ansvar. Vi arbejder aktivt for at skabe et arbejdsmiljø, der forebygger mistrivsel og understøtter både motivation og arbejdsglæde.

Medarbejdere, som på grund af sygdom eller andre livsomstændigheder får ændret deres arbejdsevne, søges så vidt muligt fastholdt – enten på ordinære eller tilpassede vilkår. På samme måde ser vi det som en vigtig opgave at bidrage til, at nye medarbejdere får fodfæste på arbejdsmarkedet gennem ansættelse og oplæring.

Grundsætning

Laboros personalepolitik bygger på et menneskeligt og demokratisk grundsyn. Respekt for mennesker og for menneskers forskellighed er en grundlæggende præmis i alt, hvad vi gør.

Det gælder i ledelsen, i samarbejdet medarbejderne imellem og i mødet med borgere og samarbejdspartnere. Vi møder hinanden med respekt – uanset køn, kulturel baggrund, tro, seksuel orientering eller politiske holdninger – og tror på, at et trygt og respektfuldt fællesskab er forudsætningen for både faglighed og trivsel.